Et dyrisk univers

Et dyrisk univers

Vi har det jo godt

Vi lever et "lille liv" som jeg kalder det - ikke negativt - vi lever bare ikke i nogen form for storhed eller særlig stråleglans, det behøver vi heller ikke. Vi har det nemlig godt :o) Et lille liv er ikke lige med et stille liv.
Der er plads til mennesker og dyr, til at udfolde sig og nyde livet.
Vi lever et liv omgivet af vores dejlige dyr, og kedeligt bliver det aldrig. En tidligere gadehund fra Bosnien, nogle Maine Coon katte fra min meget begrænsede tid som opdrætter og så de tilløbne arter som ikke var med i planerne. Men dyr i nød hjælper man - og det medfører også ansvar for deres videre liv.

Hjulene på bussen...

Alt det andetOprettet af demicoons.dk 18 maj, 2017 11:36:31

Turen frem og tilbage til mit arbejde foregår hver dag i bus. De fleste dage er meget ens, men ind imellem er der chauffører eller passagerer der gør en forskel på oplevelsen.

I går var det en kvindelig chauffør der skulle køre på hjemturen. Nogle chauffører lader os passagerer komme ind i bussen når den holder der, og vi kan vente dér til den kører, andre låser bussen af og venter med at låse op til lige inden de skal køre. Så står vi udenfor og venter. De har selvfølgelig ret til deres pauser, og vi behøver ikke sidde i bussen og vente. Men sjovt er det, når en chauffør sidder og spiser madpakken og drikker sin kaffe i bussen, mens vi står og kigger ind og venter. Jeg tænker altid på publikum der stimler sammen ved et abe bur ved fodringstid, og det er sket jeg er kommet til at grine af situationen smiley

Det er også sikkert, at når det regner eller er ekstra koldt – så er bussen låst, hvorimod den tit er åben i dejligt vejr.

Nå, men i går kom den kvindelige chauffør hen og låste bussen op, mens jeg og to andre pænt stod og ventede. Inden hun låser op, siger hun temmelig bestemt til en dame der står ved siden af mig ”Jeg skal altså først have maskineriet startet op! ” Damen kigger lidt forundret og siger, ”Jamen det gør du bare”. Vi blev pænt udenfor, og den forbløffede dame henvender sig til mig og siger at vi jo har tid nok og vi blev enige om at eftersom vi skulle hjem var det ikke så slemt. Inde fra bussen kom der et nyt udbrud ”Ja, jeg kører ikke før af den grund! ” ”Det er der heller ingen der forlanger af dig” kom jeg til at sige. SÅ var der ro, og der gik ikke mange sekunder før hun gav tilladelse til at vi måtte træde op i bussen.

Denne chauffør har af og til en dårlig dag, og det går så ud over passagererne. En ung fyr kom en gang til at sætte sin ene fod på det første trin op i bussen, uden hun havet givet tilladelse til det, så han blev blæst baglæns ud af bussen igen mens hun råbte om han ikke kunne se der stor PAUSE på skiltet over døren! Jo det gjorde der, og selvom døren stod åben, var den usynlige bom altså sænket! Stakkels unge fyr, han blev helt flov og havde jo nok bare overset skiltet, eller troet at når nu døren var åben, så var det tid til at stige på

Jo jo, der er lidt magt i at sidde højt oppe i bussen mens vi står derude og venter på at højheden giver sin accept til at pøblen må betræde det ædle køretøj ;-)