Et dyrisk univers

Et dyrisk univers

Vi har det jo godt

Vi lever et "lille liv" som jeg kalder det - ikke negativt - vi lever bare ikke i nogen form for storhed eller særlig stråleglans, det behøver vi heller ikke. Vi har det nemlig godt :o) Et lille liv er ikke lige med et stille liv.
Der er plads til mennesker og dyr, til at udfolde sig og nyde livet.
Vi lever et liv omgivet af vores dejlige dyr, og kedeligt bliver det aldrig. En tidligere gadehund fra Bosnien, nogle Maine Coon katte fra min meget begrænsede tid som opdrætter og så de tilløbne arter som ikke var med i planerne. Men dyr i nød hjælper man - og det medfører også ansvar for deres videre liv.

Skt. Hans

Alt det andetOprettet af demicoons.dk 23 jun, 2017 11:15:02

Så blev det Skt. Hans og heksene flyver til Bloksbjerg. Det kunne nu være sjovt at kunne sætte sig på sin kost og flyve til en stor fest med pigerne på et bjerg. Jeg synes ikke vi skal brænde heksene af eller alt det dér pjat, det er en grim ting.

Som barn boede jeg i nærheden af en brandstation der hvert år afholdt Skt. Hans med et stort bål. Heksen kom via en wire flyvende ind i bålet, og hvert år var det vores nabokone der leverede noget aflagt tøj til heksen. Jeg var så ked af det, for jeg kunne rigtig godt li’ vores nabokone og jeg syntes det var synd at brænde hendes tøj. Der var et par år hvor min mor ikke lige vidste hvad ben hun skulle stå på, når jeg med tårer i øjnene stod og så naboens aflagte tøj futte af på bålet.

Faktisk er Skt. Hans sommerudgaven af jul – sommersolhverv/vintersolhverv der er ældre end kristendommen. Vi hedninge, der ikke har så meget i sinde med kirken og dens udlægning af tro, kan nøjes med bålet som et festligt indslag, sange, musik og dans. Oprindeligt blev der ikke brændt hekse af til midsommer – det kunne man heller ikke – de var jo fløjet til Bloksbjerg smiley

I aften tror jeg den sorte kat og jeg flyver os en tur til Bloksbjerg i Harzen på vores kost, og da det er weekend, snupper vi en overnatning med. Så kommer vi hjem om et par dage og leger med enhjørninge, feer, trolde og alle de dejlige små væsener omkring os smiley

Billedresultat for hekse sort kat



Mor med tush

MenneskerOprettet af demicoons.dk 18 maj, 2017 12:25:23

Min elskede datter gav mig et gavekort – et gavekort til en tatovering. JA – jeg blev lidt overrasket, men absolut positivt. Nu er min tid som vårhare udløbet, men det skal nu ikke forhindre mig i at få stillet min nysgerrighed hvad angår at få en tattoo. Jeg har kun ét problem – HVAD skal motivet være?

Jeg har besluttet mig 3 gange nu! 3 forskellige emner som selvfølgelig ikke kan flettes sammen i en sammenhæng. Det ville bare vise hvor ubeslutsom jeg er – og det behøver jeg ikke reklamere med uden på kroppen, det kan blive inden i hovedet J

Det er ikke afhængigt af om det er noget andre også har, det handler om, at hvis jeg skal have billede på kroppen, så skal det være noget der betyder noget for mig. Og jeg har 3 hovedtemaer i mit liv – min datter, mine dyr og løver. Vælger jeg noget med dyr føler jeg at jeg svigter min datter og omvendt – kvinde tag dig nu sammen, dyrene og datteren er nok ligeglade med om de ”får lov” at pryde din krop – det ender nok med en flodhest der danser ballet.

Blog Image

Hjulene på bussen...

Alt det andetOprettet af demicoons.dk 18 maj, 2017 11:36:31

Turen frem og tilbage til mit arbejde foregår hver dag i bus. De fleste dage er meget ens, men ind imellem er der chauffører eller passagerer der gør en forskel på oplevelsen.

I går var det en kvindelig chauffør der skulle køre på hjemturen. Nogle chauffører lader os passagerer komme ind i bussen når den holder der, og vi kan vente dér til den kører, andre låser bussen af og venter med at låse op til lige inden de skal køre. Så står vi udenfor og venter. De har selvfølgelig ret til deres pauser, og vi behøver ikke sidde i bussen og vente. Men sjovt er det, når en chauffør sidder og spiser madpakken og drikker sin kaffe i bussen, mens vi står og kigger ind og venter. Jeg tænker altid på publikum der stimler sammen ved et abe bur ved fodringstid, og det er sket jeg er kommet til at grine af situationen smiley

Det er også sikkert, at når det regner eller er ekstra koldt – så er bussen låst, hvorimod den tit er åben i dejligt vejr.

Nå, men i går kom den kvindelige chauffør hen og låste bussen op, mens jeg og to andre pænt stod og ventede. Inden hun låser op, siger hun temmelig bestemt til en dame der står ved siden af mig ”Jeg skal altså først have maskineriet startet op! ” Damen kigger lidt forundret og siger, ”Jamen det gør du bare”. Vi blev pænt udenfor, og den forbløffede dame henvender sig til mig og siger at vi jo har tid nok og vi blev enige om at eftersom vi skulle hjem var det ikke så slemt. Inde fra bussen kom der et nyt udbrud ”Ja, jeg kører ikke før af den grund! ” ”Det er der heller ingen der forlanger af dig” kom jeg til at sige. SÅ var der ro, og der gik ikke mange sekunder før hun gav tilladelse til at vi måtte træde op i bussen.

Denne chauffør har af og til en dårlig dag, og det går så ud over passagererne. En ung fyr kom en gang til at sætte sin ene fod på det første trin op i bussen, uden hun havet givet tilladelse til det, så han blev blæst baglæns ud af bussen igen mens hun råbte om han ikke kunne se der stor PAUSE på skiltet over døren! Jo det gjorde der, og selvom døren stod åben, var den usynlige bom altså sænket! Stakkels unge fyr, han blev helt flov og havde jo nok bare overset skiltet, eller troet at når nu døren var åben, så var det tid til at stige på

Jo jo, der er lidt magt i at sidde højt oppe i bussen mens vi står derude og venter på at højheden giver sin accept til at pøblen må betræde det ædle køretøj ;-)





Single og hvad så?

MenneskerOprettet af demicoons.dk 14 mar, 2017 11:58:02

På min arbejdsplads er jeg den eneste der ikke er gift eller i et parforhold. Det er lidt en udfordring for nogle af mine kolleger at forstå, at jeg ikke er på jagt efter den eneste ene efter min skilsmisse for 8 år siden, og faktisk har fundet ro og balance i dét kun at være mig. Men jeg er så mageligt anlagt, at jeg ikke længere gider at skulle indrette mit liv efter en anden person og at jeg i hverdagen kan gøre som jeg vil. Min frihed og selvstændighed er blevet mig mere dyrebar end at nogen eventuelt kunne elske mig.

For tiden lever jeg sammen med min voksne datter der er under uddannelse, men dagen hvor hun flytter hjemme fra kommer også nærmere, det er jeg godt klar over. Som mor synes jeg det er svært at tænke på, men hun skal ud og leve sit eget liv og have sin frihed. Det er naturens orden og det skal være sådan. Som person er jeg ikke bange for at blive alene med mig selv i husholdningen, det har jeg prøvet før og det er ikke farligt smiley

Da jeg blev alene igen, var det som at starte forfra på alle de områder hvor jeg før havde været selvstændig. I min optik havde jeg givet slip på alt for mange ting og bare ladet andre tage over. Følgerne mærker jeg stadig lidt til, og det sker ikke igen. Min tillid til at andre kan hjælpe mig er generelt blevet meget lille. Der er et fåtal af mennesker jeg har tillid til, de kan tælles på én hånd.

Jeg har været for naiv og troet på nogle forkerte mennesker. Det handler om, at jeg var optaget af at være i et forhold, at være ”som alle andre” og jeg derfor ikke ville se misforholdene omkring mig. Det koster så i den sidste ende. I dag er jeg klar over at jeg bare ikke egner mig til et forhold, en partner ville ikke få et ben til jorden og jeg vil ikke være villig til at slippe kontrollen over mit eget liv mere. Det er jo forprogrammeret til at gå galt smiley

Og så er vi tilbage ved min store kærlighed til dyr – de er rene i sjæl og sind og bare dejlige at være sammen med.



Damen i toget

Alt det andetOprettet af demicoons.dk 11 jan, 2017 10:26:29

For noget tid siden havde min datter og jeg en pudsig oplevelse. Vi var draget til hovedstaden for at gå i teateret. Vi var ude og se den fantastiske forestilling ”Jordens Søjler” på Østre Gasværk. Vi rejste med bus og S-tog og på sådan en rejse fra det sydlige Jylland, hen over Fyn og Sjælland, er der god tid til at sidde og fundere over tilværelsen og iagttage sine medmennesker. Det kan jeg godt li, det giver mange små oplevelser.

En oplevelse jeg især mindes - ud over den flotte og vel opførte forestilling og en skøn dag med min dejlige datter – var på vej tilbage til hovedbanegården med S-tog. Det var i december og der var mange mennesker undervejs. S-toget var temmelig fyldt, men vi var heldige at få et par pladser i en stillezone. Der sad vi overfor hinanden. På den anden side af gangen sad en dame med benet smidt op så hun havde to pladser for sig selv, overfor hende sad et par hvoraf den ene talte stille i mobil – uden at genere nogen. Men damen med benet på sædet rejste sig og ruskede vedkommende med mobilen og pegede arrigt på skiltet hvor der stod stillezone. Ok, vedkommende listede stille ud og talte videre. Damen satte sig igen – med ryggen halvt til os andre og igen med benet op.

Min datter og jeg kiggede lige på hinanden og nikkede – vi havde forstået budskabet. Helt, helt stille hviskede jeg et, for mig, relevant spørgsmål til min datter, og hun svarede helt helt stille kort tilbage. Damen rejste sig i en fart og hev min datter i ærmet og pegede på skiltet igen. Ups – ja dér var vi jo faldet i med vores uhæmmede hvisken, min fejl! Hun smækkede igen benet op på sædet ved siden af og bladrede videre i et blad – og kort efter, ved næste station, rejste hun sig og stod af toget. Der var vel gået 5 minutter siden vi var steget på.

Jeg ved godt vi sad i en stillezone, al mobilsnak og samtale er helt forbudt – damen var i sin ret. Men hvad med det at sidde med benet oppe på sædet ved siden af og lukke af for at der var plads til en passager mere? Moral er godt – dobbeltmoral er dobbelt så godt smiley

Der er mange små sjove oplevelser og historier derude i verden, vi skal bare få øje på dem, det er lidt hyggeligt.





Godt nytår 2017

MenneskerOprettet af demicoons.dk 10 jan, 2017 11:21:03

Godt nytår!

Ja det skal jeg love for! Der blev da skudt nytår ind fra midt i december til langt ind i den første uge af januar. Og mange af dem der gerne vil skyde krudt af, mener det er deres ret – for det er jo kun den ene dag om året??? Undskyld, men at hævde sin ”ret” den ene dag om året ved at skyde langt ud over de tilladte dage, virker usammenhængende på mig. Men måske har de evige brag forvirret dem.

Jeg er hundeejer, og en af de personer som fyrværkeriaffyrerne mener bare skal klappe i, for ”alle hunde skider på fortovene 365 dage om året og ingen samler op efter dem”. Det var også en af argumenterne jeg læste i år for at der skal fyres fyrværkeri af ”den ene aften om året”, da nogle vovede at lufte deres mening om, at der burde tages mere hensyn til både dyr og krudtforskrækkede mennesker. Hundeejere kan bare klappe i og lære deres hund ikke at være bange for fyrværkeri. Det tror jeg faktisk rigtig mange hundeejere prøver på – for nogen lykkes det, for andre ikke. Og vi er ikke alle tilhængere af at fylde vores hund med piller fordi andre ikke kan tage hensyn.

Der må være plads til alle. Jeg forstår ikke at folk gider fyre raketter og kanonslag af - det er for mig det samme som at stå på gaden og sætte ild til sine pengesedler. Men det må folk jo selv om – for min skyld gerne. Fyrværkerisæsonen var i 2016 27.december til 1.januar 2017 – altså de dage må alle brænde penge af og se dem gå op i røg. Det accepterer jeg gerne, og jeg skal gerne være om min hund når der lyder brag hun absolut ikke kan fordrage og derfor søger tryghed hos mig. Jeg ynker hende ikke, men bevarer roen og fortæller at der ikke sker noget.

Det er de dage ud over perioden jeg er irriteret over, de dage hvor nogen åbenbart tror min hund i ro og mag skal ud og skide på fortovene mens jeg står og hepper på hende og ikke gider samle op. Til sidst nægtede hun simpelthen at gå med ud når hun skulle luftes – der blev skudt lystigt ind i januar også, og det var ikke rimeligt. Vi bor i et område hvor politiet ikke synes de behøver gøre noget mod de der affyringsgale idioter – ja det kalder jeg dem – og det er da trist at vi ikke kan regne med dem når der nu er lovhjemmel til at gøre noget ved det, men det er jo også et luksusproblem.

Det skal lige pointeres, at min hund IKKE får lov at lægge sine efterladenskaber på fortove eller andre steder uden vi selv rydder op efter hende. Men jeg er godt klar over at der er hundeejere der trænger til en opsang omkring at fjerne deres hundes klatter fra omgivelserne – andre mennesker kan ikke være tjent med at skulle jokke rundt i dem, det vil jeg heller ikke. Desuden er det oftest hundene der bliver klaget over og ikke deres uopdragne ejere.

Vi har alle pligt til at vise hensyn og give plads til hinanden – vi har dog også alle ret til at være her, så at ønske en balance er vel ikke for meget?smiley



Wilma

DyrOprettet af demicoons.dk 03 feb, 2016 11:37:47

Det er nu snart 3 år siden Wilma kom til Danmark. Jeg var klar over at der ville gå nogen tid før hun ville lande fuldstændigt i vores verden - hun kom jo fra gaden og en senere kennel, før hun kom "hjem". Vi kender ikke hendes historie fra de første år hun har levet, men der har været utryghed og svigt - ingen tvivl om det. Det var en underernæret og usikker hund vi tog imod, men hun var venlig, kærlig og forsigtigt glad.

Som tiden er gået er der blevet en velnæret, mere sikker og MEGET glad pige ud af Wilma - når hun er hjemme. Hun elsker gåture, mødet med andre hunde, at vi får besøg og vil krammes og nusses i ét væk. Men hun er ikke glad for at gå ind ad døre hvor hun ikke ved hvad der er inde bag ved. Når vi skal det, må vi løfte hende ind, men hun er ikke glad for det. Hun bliver lige indenfor døren og vil meget gerne ud og hjem igen.

Jeg formoder det handler om tryghed, hun vil ikke efterlades et fremmed sted - og det er den erfaring jeg tror hun har gjort tidligt i sit liv. Måske hun er blevet lukket inde et sted eller bare forladt. Til gengæld springer hun glad ud og ind ad døren her hjemme, for her er Wilmas base smiley

Nu kommer hun selv og siger til når det er tid til at blive nusset og klappet, det gjorde hun ikke den første lange tid. Det var os der kaldte hende hen og viste hende at vi sandelig elskede vores verdens bedste Wilma, og når hun har kontaktet os har hun fået masser af ros og positiv respons. Hun har nogen gange kigget på os som om hun ikke stolede helt på vi mente det, men selv den tvivl er hun kommet over. I dag tør hun godt "tro på" os.

Det har været en enormt dejlig oplevelse at se hende få ro i blikket og opleve hvordan hun stille og roligt har fundet tilliden til, at her er hun elsket og god nok som hun er. For en kærligere og venligere hund finder man ikke, hun er godheden selv, og netop det gør det svært for mig at forstå at hun bare i sin tid blev overladt til et usikkert og barsk liv på gaden. Heldigvis blev hun fundet, passet og fik en ny chance, som vi måtte være en del af.



Hvorfor nu en gadehund fra Bosnien??

DyrOprettet af demicoons.dk 15 aug, 2013 16:59:13

Jamen sådan blev det bare!!

Vi havde mistet vores gode gamle ven Mingus, en Berner Sennen der nåede den stolte alder på 12½ år. Vi havde Mikkel, vores lille Dansk Svenske mix der desværre fik en irreparabel diskusprolaps der bevirkede han blev lam og ikke ville kunne komme til at gå igen. Vi valgte at lade ham få fred, for han havde så megen glæde og energi, at et liv hvor han ville være bevægelseshæmmet ville have været en pine for ham.

Sorgen og savnet var stort efter at have haft to hunde til ingen hund at have. Vi har også 4 katte, og dem elsker vi højt, men klikkene af poter og raslen af et halsbånd mødte os som spøgelseslyde hver gang vi trådte ind af døren. Min verden er først komplet når der er både hund og kat i hjemmet. Hver art bidrager til hjemmet med hver deres forskelligheder.

Så jagten på en ny hundeven gik ind. Jeg ville gerne give en hund fra et pensionat chancen for et nyt liv. Jeg søgte på forskellige sider, men fandt ikke hunden der stjal mit hjerte. Så kiggede jeg annoncer, og pludselig dukkede et pjusket hoved frem. Der stod at hunden var en gadehund fra Bosnien – nej tak, jeg skulle ikke nyde noget, hvad var nu det for noget underligt noget? Men hver gang jeg søgte i nye annoncer, dukkede det pjuskede hoved op og jeg kunne ikke få billedet ud af hovedet igen. Der var noget ved det udtryk jeg var faldet helt og aldeles for. Jeg måtte i det mindste prøve at spørge mig for.

Jeg fik kontakt til nogle mennesker med de største hjerter og den vildeste energi man kan tænke sig – mennesker der hver dag, på frivillig basis, yder en stor indsats for at hjælpe de såkaldte gadehunde i Bosnien. Og deres arbejde er fantastisk! Hunden havde ikke noget navn, for mig lignede hun en Wilma. Der var megen korrespondance frem og tilbage i de dage, for det viste sig at de faktisk stod overfor at skulle til Bosnien og hente nogle hunde til Danmark – og de ville tage Wilma med. Jeg havde mange spørgsmål der skulle besvares før jeg endelig turde sige endeligt ”ja” til at få hende hentet til Danmark. Men jeg fik de svar jeg havde brug for, så beslutningen blev truffet og ventetiden kunne begynde.

I Bosnien gik der en hund og vidste intet om at der ville komme nogle venlige mennesker og hente hende og køre hende 2000 kilometer til Danmark, hvor et nyt liv kunne starte for både hende og os.