Et dyrisk univers

Et dyrisk univers

Vi har det jo godt

Vi lever et "lille liv" som jeg kalder det - ikke negativt - vi lever bare ikke i nogen form for storhed eller særlig stråleglans, det behøver vi heller ikke. Vi har det nemlig godt :o) Et lille liv er ikke lige med et stille liv.
Der er plads til mennesker og dyr, til at udfolde sig og nyde livet.
Vi lever et liv omgivet af vores dejlige dyr, og kedeligt bliver det aldrig. En tidligere gadehund fra Bosnien, nogle Maine Coon katte fra min meget begrænsede tid som opdrætter og så de tilløbne arter som ikke var med i planerne. Men dyr i nød hjælper man - og det medfører også ansvar for deres videre liv.

Hvorfor nu en gadehund fra Bosnien??

DyrOprettet af demicoons.dk 15 aug, 2013 16:59:13

Jamen sådan blev det bare!!

Vi havde mistet vores gode gamle ven Mingus, en Berner Sennen der nåede den stolte alder på 12½ år. Vi havde Mikkel, vores lille Dansk Svenske mix der desværre fik en irreparabel diskusprolaps der bevirkede han blev lam og ikke ville kunne komme til at gå igen. Vi valgte at lade ham få fred, for han havde så megen glæde og energi, at et liv hvor han ville være bevægelseshæmmet ville have været en pine for ham.

Sorgen og savnet var stort efter at have haft to hunde til ingen hund at have. Vi har også 4 katte, og dem elsker vi højt, men klikkene af poter og raslen af et halsbånd mødte os som spøgelseslyde hver gang vi trådte ind af døren. Min verden er først komplet når der er både hund og kat i hjemmet. Hver art bidrager til hjemmet med hver deres forskelligheder.

Så jagten på en ny hundeven gik ind. Jeg ville gerne give en hund fra et pensionat chancen for et nyt liv. Jeg søgte på forskellige sider, men fandt ikke hunden der stjal mit hjerte. Så kiggede jeg annoncer, og pludselig dukkede et pjusket hoved frem. Der stod at hunden var en gadehund fra Bosnien – nej tak, jeg skulle ikke nyde noget, hvad var nu det for noget underligt noget? Men hver gang jeg søgte i nye annoncer, dukkede det pjuskede hoved op og jeg kunne ikke få billedet ud af hovedet igen. Der var noget ved det udtryk jeg var faldet helt og aldeles for. Jeg måtte i det mindste prøve at spørge mig for.

Jeg fik kontakt til nogle mennesker med de største hjerter og den vildeste energi man kan tænke sig – mennesker der hver dag, på frivillig basis, yder en stor indsats for at hjælpe de såkaldte gadehunde i Bosnien. Og deres arbejde er fantastisk! Hunden havde ikke noget navn, for mig lignede hun en Wilma. Der var megen korrespondance frem og tilbage i de dage, for det viste sig at de faktisk stod overfor at skulle til Bosnien og hente nogle hunde til Danmark – og de ville tage Wilma med. Jeg havde mange spørgsmål der skulle besvares før jeg endelig turde sige endeligt ”ja” til at få hende hentet til Danmark. Men jeg fik de svar jeg havde brug for, så beslutningen blev truffet og ventetiden kunne begynde.

I Bosnien gik der en hund og vidste intet om at der ville komme nogle venlige mennesker og hente hende og køre hende 2000 kilometer til Danmark, hvor et nyt liv kunne starte for både hende og os.