Et dyrisk univers

Et dyrisk univers

Vi har det jo godt

Vi lever et "lille liv" som jeg kalder det - ikke negativt - vi lever bare ikke i nogen form for storhed eller særlig stråleglans, det behøver vi heller ikke. Vi har det nemlig godt :o) Et lille liv er ikke lige med et stille liv.
Der er plads til mennesker og dyr, til at udfolde sig og nyde livet.
Vi lever et liv omgivet af vores dejlige dyr, og kedeligt bliver det aldrig. En tidligere gadehund fra Bosnien, nogle Maine Coon katte fra min meget begrænsede tid som opdrætter og så de tilløbne arter som ikke var med i planerne. Men dyr i nød hjælper man - og det medfører også ansvar for deres videre liv.

Wilma

DyrOprettet af demicoons.dk 03 feb, 2016 11:37:47

Det er nu snart 3 år siden Wilma kom til Danmark. Jeg var klar over at der ville gå nogen tid før hun ville lande fuldstændigt i vores verden - hun kom jo fra gaden og en senere kennel, før hun kom "hjem". Vi kender ikke hendes historie fra de første år hun har levet, men der har været utryghed og svigt - ingen tvivl om det. Det var en underernæret og usikker hund vi tog imod, men hun var venlig, kærlig og forsigtigt glad.

Som tiden er gået er der blevet en velnæret, mere sikker og MEGET glad pige ud af Wilma - når hun er hjemme. Hun elsker gåture, mødet med andre hunde, at vi får besøg og vil krammes og nusses i ét væk. Men hun er ikke glad for at gå ind ad døre hvor hun ikke ved hvad der er inde bag ved. Når vi skal det, må vi løfte hende ind, men hun er ikke glad for det. Hun bliver lige indenfor døren og vil meget gerne ud og hjem igen.

Jeg formoder det handler om tryghed, hun vil ikke efterlades et fremmed sted - og det er den erfaring jeg tror hun har gjort tidligt i sit liv. Måske hun er blevet lukket inde et sted eller bare forladt. Til gengæld springer hun glad ud og ind ad døren her hjemme, for her er Wilmas base smiley

Nu kommer hun selv og siger til når det er tid til at blive nusset og klappet, det gjorde hun ikke den første lange tid. Det var os der kaldte hende hen og viste hende at vi sandelig elskede vores verdens bedste Wilma, og når hun har kontaktet os har hun fået masser af ros og positiv respons. Hun har nogen gange kigget på os som om hun ikke stolede helt på vi mente det, men selv den tvivl er hun kommet over. I dag tør hun godt "tro på" os.

Det har været en enormt dejlig oplevelse at se hende få ro i blikket og opleve hvordan hun stille og roligt har fundet tilliden til, at her er hun elsket og god nok som hun er. For en kærligere og venligere hund finder man ikke, hun er godheden selv, og netop det gør det svært for mig at forstå at hun bare i sin tid blev overladt til et usikkert og barsk liv på gaden. Heldigvis blev hun fundet, passet og fik en ny chance, som vi måtte være en del af.



Hvorfor nu en gadehund fra Bosnien??

DyrOprettet af demicoons.dk 15 aug, 2013 16:59:13

Jamen sådan blev det bare!!

Vi havde mistet vores gode gamle ven Mingus, en Berner Sennen der nåede den stolte alder på 12½ år. Vi havde Mikkel, vores lille Dansk Svenske mix der desværre fik en irreparabel diskusprolaps der bevirkede han blev lam og ikke ville kunne komme til at gå igen. Vi valgte at lade ham få fred, for han havde så megen glæde og energi, at et liv hvor han ville være bevægelseshæmmet ville have været en pine for ham.

Sorgen og savnet var stort efter at have haft to hunde til ingen hund at have. Vi har også 4 katte, og dem elsker vi højt, men klikkene af poter og raslen af et halsbånd mødte os som spøgelseslyde hver gang vi trådte ind af døren. Min verden er først komplet når der er både hund og kat i hjemmet. Hver art bidrager til hjemmet med hver deres forskelligheder.

Så jagten på en ny hundeven gik ind. Jeg ville gerne give en hund fra et pensionat chancen for et nyt liv. Jeg søgte på forskellige sider, men fandt ikke hunden der stjal mit hjerte. Så kiggede jeg annoncer, og pludselig dukkede et pjusket hoved frem. Der stod at hunden var en gadehund fra Bosnien – nej tak, jeg skulle ikke nyde noget, hvad var nu det for noget underligt noget? Men hver gang jeg søgte i nye annoncer, dukkede det pjuskede hoved op og jeg kunne ikke få billedet ud af hovedet igen. Der var noget ved det udtryk jeg var faldet helt og aldeles for. Jeg måtte i det mindste prøve at spørge mig for.

Jeg fik kontakt til nogle mennesker med de største hjerter og den vildeste energi man kan tænke sig – mennesker der hver dag, på frivillig basis, yder en stor indsats for at hjælpe de såkaldte gadehunde i Bosnien. Og deres arbejde er fantastisk! Hunden havde ikke noget navn, for mig lignede hun en Wilma. Der var megen korrespondance frem og tilbage i de dage, for det viste sig at de faktisk stod overfor at skulle til Bosnien og hente nogle hunde til Danmark – og de ville tage Wilma med. Jeg havde mange spørgsmål der skulle besvares før jeg endelig turde sige endeligt ”ja” til at få hende hentet til Danmark. Men jeg fik de svar jeg havde brug for, så beslutningen blev truffet og ventetiden kunne begynde.

I Bosnien gik der en hund og vidste intet om at der ville komme nogle venlige mennesker og hente hende og køre hende 2000 kilometer til Danmark, hvor et nyt liv kunne starte for både hende og os.